Virksomhedsøkonomi B




Ny ordning

Mandag den 16. august 2021
kl. 09.00-13.00

Vejledning


Dette opgavesæt består af 4 opgaver. Til hver opgave er der et antal spørgsmål med en vejledende vægt, som benyttes ved bedømmelsen af den samlede opgavebesvarelse.

Alle opgaver besvares uafhængigt af hinanden. Til opgaverne medfølger en Excel-fil med en række bilag, der indeholder data og skabeloner. Desuden medfølger en Word-fil, hvor alle spørgsmålene fremgår.

Download:

Word-filen med alle spørgsmålene kan hentes her.

Excel-filen med alle bilag kan hentes her.

Husk:

Gem filerne på din disk, inden du begynder at anvende dem.

Det er ikke tilladt at kommunikere med andre under eksamen.



Opgave 1


Virksomhedsanalyse


Elgiganten A/S er Danmarks største kæde indenfor detailsalg af forbrugerelektronik og husholdningsapparater. Virksomheden sælger også inventar til køkken, bryggers og garderobe. Salget sker gennem 38 varehuse fordelt i hele Danmark og via internetsalg. I 2019 var Elgiganten A/S’ webshop den 12. mest brugte i Danmark.

Elgiganten A/S er et datterselskab i koncernen Elkjøb Nordic A/S, der opererer indenfor samme aktivitetsområder i alle nordiske lande. Det betyder, at koncernen kan foretage store og effektive indkøb, så datterselskaberne i de enkelte lande kan være konkurrencedygtige på pris i et meget konkurrencepræget marked. Koncernen har et stort distributionscenter i Jönköping i Sverige, hvorfra der leveres varer ud til alle datterselskabernes butikker. Elkjøb Nordic A/S’ har også et fælles kundecenter for de skandinaviske lande. Det er placeret i København hvorfra både danske, norske og svenske medarbejdere besvarer henvendelser fra kunderne.

Elgiganten A/S blev etableret på det danske marked i 1996. Siden er virksomheden vokset organisk, men også uorganisk gennem opkøb af konkurrenter. Det første opkøb var i 1998, hvor Køkkenland og Snehvide blev opkøbt. Senere blev Super Radio og Electric City opkøbt og endelig blev Fona opkøbt i 2016, da Fona var i økonomiske problemer.



Elgiganten A/S’ drift er centreret omkring tre kerneværdier, som fremgår af virksomhedens hjemmeside:

"1. Ansvar
Som markedsleder er vi stolte af at være ansvarlige for at lede, definere og udvikle vores marked. Vi stræber altid efter at tilbyde de bedste produkter, løsninger og tjenester og gøre dem tilgængelige for alle. Vi vil gøre alt for at overgå vores kunders forventninger og hjælpe dem til at leve smartere og enklere med alt det fantastiske fra teknologiens verden.

2. Effektiv
Vi driver vores forretning effektivt, samtidig med at vi giver vores kunder de bedst mulige løsninger nemt og bekvemt. Når vi er effektive og omkostningsbevidste, kan vi tilbyde det største sortiment af produkter og tjenester til lave priser, uden nogensinde at gå på kompromis med kundeoplevelsen.

3. Engagement
Engagement er fundamentet i vores kultur. Det skaber energi og fremdrift. Vi er dedikerede til at hjælpe vores kunder med at omfavne alle de fantastiske muligheder, som teknologien giver, og det inspirerer vores kolleger til at gøre en forskel. Vores engagement er det, der gør alt muligt. Det er det, der gør vores kunder glade. Det er det, der gør, at vi har det sjovt. Hver eneste dag."

I 2019/20 beskæftigede Elgiganten 1.390 medarbejdere i Danmark. Omsætningen var kr. 6.353,7 mio. og resultatet før skat var kr. 118,3 mio.

Til denne opgave foreligger der følgende materiale:

Internt materiale: Artikler: Nøgletal:
  • Bearbejdede regnskabs- og nøgletal for Elgiganten A/S for årene 2017/18 - 2019/20. Se bilag 1 i Excelfilen.
Hovedtal:
  • Hovedtal for Elgiganten og Power. Se bilag 2 i Excelfilen.




Spørgsmål 1.1 - 1.6


1.1 (10 %)
Redegør med udgangspunkt i det vedlagte materiale for, hvilke forhold der har haft betydning for den økonomiske udvikling i Elgiganten A/S.

1.2 (15 %)
Analyser udviklingen i indekstallene for indtjening og kapitaltilpasning fra 2017/18 til 2019/20 ved hjælp af de fundne forhold. Se spørgsmål 1.1.

Nøgletallene fremgår af bilag 1.

1.3 (10 %)
Vurder, hvordan indekstallenes udvikling har påvirket overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed fra 2017/18 til 2019/20.

Nøgletallene fremgår af bilag 1.

1.4 (5 %)
Forklar, hvorfor soliditetsgraden falder fra 34,7 % i 2018/19 til 20,5 % i 2019/20.

Nøgletallene fremgår af bilag 1.

1.5 (5 %)
Vurder, hvilken vækststrategi Elgiganten A/S bruger, når den vil satse kr. 400 mio. på digitalisering.

1.6 (5 %)
Diskuter, om Power A/S er en trussel for Elgiganten A/S.

Hovedtal for Elgiganten A/S og Power A/S fremgår af bilag 2.



Opgave 2


Budgettering og interessenter


Søren Andreasen og hans bror overvejer at etablere en virksomhed, som skal sælge brugte smartphones. De to brødre har længe været irriteret over høje priser og samtidig korte levetider på smartphones. Levetiden på mange smartphones er fx kun 3 år. Derfor håber brødrene med etablering af deres virksomhed at skåne miljøet samtidig med, at virksomheden kan give et fornuftig afkast.

Virksomhedens mission skal være: At forbedre bæredygtigheden inden for brug af elektronik ved at skabe en erkendelse og holdningsændring hos forbrugeren, der fremmer bæredygtige valg herunder genbrug.

Brødrene vil opkøbe brugte smartphones og reparere dem, hvorefter de skal sælges via en webshop. Virksomheden skal hedde Sustainable Electronics A/S, og brødrene har fundet et egnet lokale til værksted og lager i udkanten af en større dansk by. De to brødre forventer selv at klare driften af virksomheden det første år, dog skal de have ansat en medarbejder, som har erfaring indenfor reparation af elektronik.

Kapitalbehovet i forbindelse med etableringen har brødrene opgjort til kr. 425.000. De har selv en opsparing på kr. 220.000, og resten skal lånes i banken. Derfor skal de have udarbejdet et resultatbudget for virksomhedens første leveår 2022.



Spørgsmål 2.1 - 2.3


2.1 (5 %)
Redegør for, hvordan virksomhedens mission kan påvirke nogle af interessenternes holdning til virksomheden.

2.2 (10 %)
Udarbejd et kvartalsopdelt resultatbudget for Subtainable Electronics A/S for 2022.

De nødvendige informationer findes i bilag 3.
I bilag 3 findes en skabelon til resultatbudgettet.

2.3 (5 %)
Forklar, hvordan størrelsen af virksomhedens lånebehov påvirker resultatbudgettet.



Opgave 3


Årsrapporten


Cleanfos A/S er en af de førende globale producenter af professionelle rengøringsprodukter som fx støvsugere og højtryksrensere. Virksomhedens produkter har høj kvalitet og sælges til detailhandlere i hele verden.

Der er hård konkurrence i branchen, og virksomhedens afsætning er faldet drastisk det seneste år. Virksomheden er i gang med at udarbejde årsrapporten for 2020/21 herunder balancen pr. 30/6 2021. Økonomichefen har udarbejdet resultatopgørelsen, som viser et resultat på 1.762 mio. kr.

I forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten har virksomhedens revisor kontrolleret varelageret og påpeget, at der er nogle varer på lageret, som har ligget der i længere tid. Revisoren mener derfor, at varelageret er værdiansat 2.000 mio. kr. for højt. Ledelsen i Cleanfos A/S er ikke enig og ønsker ikke at ændre værdiansættelsen af varelageret.



Spørgsmål 3.1 - 3.2


3.1 (5 %)
Redegør for, hvad revisoren bør gøre i forhold til årsrapporten, når ledelsen ikke ønsker at ændre værdiansættelsen af varelageret.

3.2 (5 %)
Opstil balancen for Cleanfos A/S pr. 30.06.2021. Der skal ikke udarbejdes noter.

Saldobalancen fremgår af bilag 4.
I bilag 5 er en skabelon til balancen.



Opgave 4


Omkostninger og rentabilitet


BeoMax A/S er en dansk virksomhed, som producerer forbrugerelektronik i høj kvalitet, herunder TV, højtalere, hovedtelefoner og andet tilbehør. Alle produkterne har et meget moderne, men samtidig et tidløst og minimalistisk design. Virksomheden opererer på mere end 70 markeder, hvor produkterne sælges i mono- og multibrandbutikker, online og B2B.

I produktionen af en stor del af virksomhedens produkter indgår aluminiumemner, som har meget sårbare overflader. Disse emner blev tidligere håndteret manuelt, hvilket medførte et stort tids- og materialeforbrug i produktionen, da der var mange håndteringsskader. I de senere år har BeoMax anskaffet robotter til produktionen, som har overtaget en række manuelle arbejdsprocesser. Robotterne har nedbragt håndteringsskaderne på aluminiumemnerne og har desuden nedbragt forbruget af arbejdstid i produktionen.

Salgspriserne for virksomhedens produkter ligger højere end hos de fleste konkurrenter. Konkurrencen er dog hård på markedet, og den hurtige teknologiske udvikling indenfor elektronik har betydet, at forbrugerne har større fokus på prisen. BeoMax A/S overvejer derfor at lancere en billigere produktserie.



Spørgsmål 4.1 - 4.4


4.1 (5 %)
Redegør for de vigtigste variable omkostninger i BeoMax A/S.

4.2 (5 %)
Vurder, hvordan anskaffelse af robotter har påvirket BeoMax A/S’ variable omkostninger og kapacitetsomkostninger.

4.3 (5 %)
Vurder, hvordan en lancering af en billigere produktserie vil påvirke overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed i BeoMax A/S.

4.4 (5 %)
Diskuter, om BeoMax A/S bør lancere en billigere produktserie.